BOGEN SHIISME – OPRINDELSE, TRO & PRAKSISLæs uddrag af Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis via Google Books online: Google Books, Shiisme – Oprindelse, Tro og Praksis.
Læs online et uddrag af bogen Shiisme – Oprindelse, Tro og Praksis. Browser teksten som pdf-fil (anbefalet) eller i flydende tekst-format.
Med udgangspunkt i islam tegnes der for første gang et bredt, dækkende billede af Shiisme som et religiøst, spirituelt og ideologisk fænomen, formet og forvaltet af Shia muslimer gennem århundreder. Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis præsenterer en perspektivrig information om troens discipliner ud fra både originale, klassiske og moderne vinkler. Tilgangen er indledningsvis baggrundsorienterende og introducerende, hvor det overordnede overblik præsenteres. Der gives her svar på hvorfor, hvornår og hvordan Shiisme opstod, og hvilke forskelle og ligheder der eksisterer mellem Shia og Sunni muslimer. Bogen fortsætter med at beskrive de religiøse dogmer og ritualer, der nu særskilt karakteriseres som værende identiske med Shiisme og giver derefter en beskrivelse af troen som en levende og nærværende del af den globale og danske virkelighed. For første gang på dansk belyses religionen islam med udgangspunktet i Shiisme, hvor den desuden genfortælles ud fra dens originale pluralistiske karakter. Bogen giver dermed forudsætninger for en bedre forståelse af islam på både et internationalt, regionalt og nationalt plan, hvilket også gør den velegnet til videre studier. ANVENDELSEShiisme – Oprindelse, Tro & Praksis sigter primært mod religionsundervisning på gymnasiale og videregående uddannelser, samt selvstudium for særlige interesserede i islam. BAG OM FORFATTERENI over et halvt årti har Iman M. Kashi foretaget et større akademisk studie, både som feltarbejde og research, indenfor klassisk Shiisme. Formålet har fra begyndelsen været at præsentere moderne vestlig forskning indenfor islam, her med særlig henblik på Shiisme, for første gang på dansk. Derudover har feltarbejdet blandt Shia og Sunni-foreninger i Danmark været med til at give værket et præg af, hvordan religionen Shiisme forstås og leves af de, der har antaget troen. Særligt interessant har Iman M. Kashi også formået at fremhæve ligheder og forskelle mellem Shiisme og Sunnisme på et religiøst, ideologisk og spirituelt plan. Iman M. Kashi lever til dagligt i København, hvorfra størstedelen af studiet og feltarbejdet til værket også er blevet foretaget. Som studerende og ansat på universitet har det primært været disse miljøer, der har præget bogens ydre rammer. Forskellige islamforskere, lektorer og undervisere fra selv samme miljø, har været sparringspartnere under værkets tilblivelse. Det omfattende akademiske materiale der ligger til grunde har primært været tilgængeligt gennem universitet, biblioteker og en større privat samling. INTERVIEW MED FORFATTEREN”Hvad motiverede dig til at skrive en bog om Shiisme?” Jeg satte egentlig ikke ud med at skrive en bog om Shiisme, men i stedet en serie af mindre artikler der helt eller delvist berørte forskellige shiitiske aspekter. Formålet har altid været at kaste lys over moderne vestlig forskning om Shiisme, der hidtil har været ukendt på dansk. Som antallet af artikler voksede i omfang og størrelse, slog det mig en dag at det netop kunne være spændende og interessant at skrive et samlet værk om Shiisme. Dette skulle vise sig at være en udfordrende opgave. Hvor de enkelte artikler havde kastet sig ud i specielle emner om helt konkrete elementer, krævede en bog en større og omfattende overblik af overbevisningen som en helhed. Hertil var der også den praktiske udfordring med at vægte hvilke elementer der var relevante at have med i en introducerende bog om religionen. Var det Shiisme ud fra et politisk, religiøst, historisk, socialt, spirituelt eller ideologisk perspektiv der skulle fremhæves? I hvor høj grad skulle dogmer, riter og ritualer være præsenteret i bogen? Hvilken rolle skulle Sunnisme (Sunni islam) og andre denominationer spille i bogen? Hvilke temaer vil præsentere et alsidigt, men samtidig grundigt perspektiv af Shiisme som helhed? Det var uklare spørgsmål om omfang, størrelse og vægtning af bogen der prægede de første talrige udkast. Forskellige idéer blev udvekslet med ligemænd og sparringspartnere for netop at finde det helt rette tyngdepunkt. Herfra blev tre overordnet temaer udtænkt, som siden danner de ydre rammer for bogens struktur og indhold. Motivationen var således en blanding af interesse og spænding, samt et ønske om at informere om moderne forskning til et bredt dansk publikum. ”Hvem er bogens målgruppe?” Både forlaget og jeg havde et ønske om at nå ud til så mange som muligt, i og med at dette er den første danske bog om Shiisme. Dertil var der et ønske om at skrive på et præsenterende og introducerende niveau, uden at skulle gå for kraftigt på kompromis med det faglige niveau. Netop det faglige niveau og antagelserne om, hvad læseren på forhånd ved om islam, var tidlige overvejelser som skulle bestemme bogens niveau, indhold og præsentation. Herudover var det mit ønske at skrive til studerende på gymnasiale og videregående uddannelser, netop fordi der ikke eksisterer dansk litteratur om Shiisme målrettet højere akademiske studier. Lad det være sagt, at som overbevisning behøver Shiisme intet bevis, da det siden profeten Muhammads æra har stået tidens prøve. Formålet har ej heller været et ønske om at bevise overbevisningen, men snarere at belyse og oplyse om Shiisme. ”Dette er det første seriøse studie om Shiisme på dansk; ud fra din optik, hvorfor tror du at emnet ikke har været adresseret før nu?” Det er vanskeligt at give et præcist og sammenfattende bud på, men fra de erfaringer jeg har gjort blandt ligemænd og forskere, eksisterer der en vis forsigtighed eller ligefrem tilbageholdenhed om at beskrive og præsentere islam ud fra moderne vestlig forskning. Denne har netop gjort op med tidlig vestlig islamforskning. Der eksisterer altså en tendens til at læne sig op ad orientalsk og klassisk vestlig forskning, der i dette henseende ofte har betragtet Shiisme som en heterodoksi eller kættersk sekt, et persisk svar på en arabisk religion eller af senere socio-politisk oprindelse. Denne anskuelse er i moderne litteratur om islam netop anset som en fejlslutning og en skrøne der hører fortiden til – alligevel – lever den i sin bedste velgående selv blandt visse nutidige islamforskere. Nogle er ligefrem tilhængere af sådan et perspektiv, netop fordi de spejler det ud fra den kristne historieskrivning, hvor der kan tales om en gejstlig autoritet. Her var der en officiel autoritet og alle andre som nogen der løsriver sig herfra. Dette perspektiv er dog ikke foreneligt med tidlig islam, selvom der til tider læses dette ind i teksterne. Årsager som denne og andre tilsvarende har været med til at overskygge den sande identitet af tidlig islam som det har udviklet sig ud fra dets pluralistiske natur. Heldigvis er moderne engelsk litteratur ved at gøre op med disse tidligere fejlslutninger – og denne bog, nu på dansk – er blandt disse. Denne forandring vil vi også helt naturligt se i Danmark over de kommende år, specielt som Encyclopedia Islamica, Encyclopædia Iranica og nu også den seneste udgave af Encyclopaedia of Islam Three, der adopterer den pluralistiske karakter af tidlig islam som værende korrekt og sund. Som følge heraf vil forståelse af Shiismen også modtage sin fortjente andel i islam, i stedet for at stå i skyggen af andre denominationer som følge af ovenstående antagelser. ”Kan du fortælle lidt nærmere om opdelingen af bogen og tankerne bag bogens struktur?” Der var et generelt ønske om at sige noget om hvornår Shiisme opstod og i hvilken kontekst. Oprindelsen har praktisk talt en altafgørende betydning for Shiisme som trosretning, da det netop er de tidlige dogmer, riter og ritualer der har præget denominationens lære gennem de sidste århundreder. Herudover var der et tilsvarende behov om at forklare og beskrive Shiisme ud fra Shiismen selv. Sagt med andre ord, at beskrive overbevisningen ud fra hvad overbevisningen selv tilkendegiver – dette naturligvis i kontekst af de historieske data. Dette banede vejen for en del omhandlende troen Shiisme. Her er netop troen i førersæde. Afsluttende var der også et ønske om at beskrive religionen som en levende og tilstedeværende del af vores danske hverdag, hvilket dannede basis for praksis delen. Det var her at feltarbejdet virkelig kom til udtryk, for med dette kunne der bringes svar på hvad shiitter (el. Shia muslimer) egentlig mener, føler og sanser religionen er for dem. ”Shiisme udgør en stor rolle indenfor islam som religion; hvordan tror du at din bog vil blive modtaget af det danske muslimske fællesskab?” Det er vigtig at understrege at bogen som sådan ikke er målrettet det muslimske fællesskab i Danmark, nok snarere alle dansktalende muslimer som ikke-muslimer, der er interesseret i islam på et fagligt niveau – her med særlig henblik på Shiisme. Mit klare formål med dette værk har været at oplyse og belyse forskellige aspekter af Shiisme som hidtil har været ukendt på dansk, dette uafhængigt af hvordan herboende muslimer (både Shia som Sunni) forholder sig hertil. Sagt anderledes, har mit ønske været at informere og præsentere moderne forskning om Shiisme på dansk, uafhængigt af hvem læseren måtte være og hvilken troslære denne nu måtte bekende sig til. Personligt er jeg af den overbevisning at frygten for det ukendte kun kan overkommes gennem læren om det fremmede. Hermed er der et klart ønske om at bogen, ud fra dets teologiske, spirituelle og filosofiske aspekter, er med til at højne det intellektuelle niveau blandt muslimer som ikke-muslimer. OM FORLAGETForlaget Hjelm er et moderne dansk forlag med speciale indenfor teologi, filosofi og religion. Forlaget udgiver danske bøger på et højt akademisk niveau til brug på universiteter, højere læreanstalter og seminarier. Bøgerne er primært målrettet undervisningsbrug, hvor fokus er på kulturformidlende litteratur. Faglitteraturen er overvejende religionsvidenskab, hvor særskilt de teologiske, filosofiske og spirituelle emneområder fylder mest. Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis er et velegnet bogprojekt under disse rammer.
- oktober 2012 |